Hæklet firkant til tæppe eller noget

Er du klar til et lidt større projekt med fuld skrue på romantikken, så er dette tæppe måske noget for dig. Det er hæklet i bomuldsgarn og består af 11 x 14 firkanter hæklet sammen fra bagsiden og afsluttet med en kant af halvstangmasker og en blondekant - for søren da, hvor det oser af pigeværelse. Hvis du synes, at der er for megen evighedprojekt over et tæppe, så kan du hækle en pude af firkanterne i stedet. 
 
Materialer: bomuldsgarn 8/4, hæklenål nr. 2,5. Jeg har brugt 9 nøgler råhvid, 8 nøgler rosa og bomuldsrester til blomsterne.
 
Mål: 108 x 140 cm. Firkanterne måler 9 x 9 cm.
 
Start med 5 luftmasker, og saml dem til en ring med en kædemaske 
 
1. omgang: hækl 2 luftmasker, hækl 1 stangmaske omkring ringen, men vent med sidste gennemtræk (2 masker på nålen), hækl 1 yderligere stangmaske og ved sidste gennemtræk trækker du tråden gennem de 3 masker, der er på nålen. Dette er det første blad i blomsten og dette blad starter med 2 luftmasker. Hækl 2 luftmasker og derefter næste blad, der består af 3 sammenhæklede stangmasker. Du hækler de 3 sammenhæklede sådan: hækl 1 stangmaske omkring luftmaskeringen, vent med sidste gennemtræk (2 masker på nålen), hækl 1 stangmaske mere om ringen, vent med sidste gennemtræk (3 masker på nålen), hækl 1 stangmaske mere, sidste gennemtræk skak være gennemtræk de 4 masker, der nu er på nålen, 2 luftmasker. Fortsæt med blade adskilt af luftmasker indtil der er 6 blade, efter det 6. blad hækler du 1 luftmaske og 1 kædemaske i toppen af det første blad. Klip garnet, træk igennem masken og find næste farve frem.
 
2. omgang: sæt garnet til i et vilkårligt mellemrum. Hækl 1 blad, 2 luftmasker og 1 yderligere blad i første mellemrum, 2 luftmasker, i næste mellemrum hækles 1 blad, 2 luftmasker og 1 blad, 2 luftmasker. Fortsæt hele vejen rundt og slut med 1 luftmaske og 1 kædemaske i toppen af første blad på omgangen. Klip tråden, træk tråden gennem masken og find det naturfarvede garn frem
 
Inden du hækler videre, vil jeg anbefale dig at hæfte ender.
 
3. omgang: sæt det naturfarvede garn til i et vilkårligt mellemrum. Hækl 3 luftmasker  1 dobbelt stangmaske, 2 luftmasker, 2 dobbelt stangmasker (1. hjørne), hækl 1 stangmaske i toppen af næste blad, 2 stangmasker i næste mellemrum, 1 stangmaske i toppen af næste blad, 2 stangmasker i mellemrummet, 1 stangmaske i toppen af næste blad, 1 hjørne (2 dobbelt stangmasker, 2 luftmasker, 2 dobbelt stangmasker). Fortsæt således omgangen rundt og slut med 1 kædemaske I den øverste luftmaske fra starten af omgangen og endnu en kædemaske, så du ender i hjørnet.
 
4. omgang: 2 luftmasker, 1 stangmaske, 2 luftmasker og 2 stangmasker i hjørnet, fortsæt I stangmasker indtil næste hjørne (der skal være 11), 2 stangmasker, 2 luftmasker og 2 stangmasker i hjørnet. Fortsæt således hele vejen rundt og slut med 1 kædemaske i den øverste af de 2 luftmasker fra starten af omgangen. Klip garnet, træk igennem masken og find det pink garn frem.
 
Hæft gerne ender. 
 
5. omgang: sæt pink garn til i et vilkårligt hjørne og hækl på samme måde som på 4. omgang, men nu skal der være 15 stangmasker mellem hjørnerne. Slut med at klippe garnet, så der er en ende til at hæfte med og stik nålen ind gennem toppen af den anden stangmaske først i hjørnet, slå om og træk tråden gennem de 2 masker på hjørnet. Nu kan du hæfte enden, så det ligner en maske. Svært at forklare, men du kan finde videoer, hvor du kan se teknikken. Er du ikke til det, så slut af som på de andre omgange.
 
Jeg har hæklet 11 × 14 = 154 firkanter,  som jeg har hæklet sammen på bagsiden med kædemasker i de yderste maskeled. 
 
Kant: sæt det pink garn til i et vilkårligt hjørne, hækl 2 luftmasker, 1 halvstangmaske, 2 luftmasker og 2 halvstangmasker I hjørnet, fortsæt 2 omgange halvstangmasker. Hjørnerne består af 2 halvstangmasker, 2 luftmasker og 2 halvstangmasker. Der hvor 2 firkanter mødes hæklede jeg 1 halvstangmaske I hjørnet på den første firkant, 1 halvstangmaske ned i sammenhæklingen og 1 halvstangmaske I hjørnet på den næste firkant.
 
Fortsæt med en omgang fastmasker. Jeg sprang 1 maske over ved mellemrummene mellem firkanterne for at få en mere fast kant. Nu skal du hækle en række med luftmasker og fastmasker, som danner fundament for blondekanten. Du starter med at hækle 1 fastmaske i hjørnet efterfulgt af 5 luftmasker, spring 4 fastmasker over og hækl 1 fastmaske i næste maske. Fortsæt således omgangen rundt. 
 
Sidste række hækles ned omkring luftmaskebuerne. I hver bue hækler du 1 fastmaske, 1 halvstangmaske, 3 stangmasker, 1 halvstangmaske, 1 fastmaske.
 
Hæft ender og giv tæppet en tur med dampstrygejernet (kun hvis du hækler i 100 pct. bomuld), slap af med temperaturen, indtil du lige har prøvet dig frem.  

Hæklede grydelapper med striber

Kan man få for mange grydelapper? Nej, det kan jeg åbenbart ikke, også selvom jeg ikke laver så megen mad efter, at Anna er flyttet til London.

Dette sæt er hæklet efter samme stribemønster, som puden nedenfor. Jeg foretrækker tykke grydelapper, derfor består hver lap af to ens stykker hæklet sammen til sidst - det giver mere hæklearbejde - og det er vi nogle, som kan lide!

Du kan anvende alle typer bomuldsgarn 8/4, så måske har du rester, der kan bruges.

Materialer: Bomuldsgarn Infinity Hearts Rose i farverne 172 (natur), 92 (lys jeansblå) og 109 (kongeblå). Jeg tror, og nu må I ikke kvæle mig, at jeg brugte 2,5 nøgler natur, 1,5 nøgler jeansblå og ca. 0,5 nøgle kongeblå, hæklenål nr. 3.

Mål: H 21 cm, B 22 cm.

Start med 55 luftmasker med naturfarvet garn og hækl stribemønster, slut med hvidt garn - se foto.  

Stribemønster: 3 rækker fastmasker med natur, 2 rækker kædemasker med kongeblå, 3 række fastmasker med natur, 4 rækker fastmasker med jeansblå. Tæl gerne maskerne undervejs, så stykkerne ikke bliver skæve.

Hækl 4 ens stykker og hæft ender. Enderne bliver godt nok skjult mellem lagene, men jeg havde det åbenbart bedst med at hæfte dem let.

Sammenhækling: hækl fastmasker ned langs siden med naturfarvet garn. Jeg kunne få ca. 48-49 masker. Hækl kædemasker langs nederste/øverste kant og spring hver 11. maske over, hækl fastmasker ned langs den anden side og slut med kædemasker langs øverste/nederste kant.  Her skipper du også hver 11 maske. Grunden til, at jeg hækler kædemasker langs nederste og øverste kanter, er for at den hvide stribe i toppen og bunden ikke skal blive for bred.

Jeg kunne ikke få sidekanterne pæne (nok), så jeg snød, og hæklede en række kædemasker tæt ved kanten, så jeg kunne hækle fastmaskerne i kædemaskernes nederste led.

Hækl stykkerne sammen med kædemasker i bagerste/øverste maskeled. Lav en strop af 18 luftmasker og hækl 2 omgange kædemasker i luftmaskerne (2 omgange, så stroppens proportioner passer til lapperne).

Hæklet pude med stribemønster

Hvis du mangler et simpelt, men alligevel lidt udfordrende sommerferiehækleprojekt, så kan denne pude være en mulighed. Jeg har brugt bomuldsgarn fra Søstrene Grene, men du kan bruge al slags bomuldsgarn 8/4. Jeg er i gang med at hæklet et sæt grydelapper i tilsvarende mønster, og de er hæklet i en anden kvalitet.

Hvis du nu spekulerer på, hvad det udfordrende mon er i dette projekt, så består de smalle lavendelfarvede striber af kædemasker, og jeg skal skal lige hilse og sige, at det ikke er helt let at hækle ned i dem, men man kan godt. Desuden var sammenhæklingen ikke helt let at få pæn. Måske kan man sy stykkerne sammen, hvis man foretrække det.

Materialer: bomuldsgarn fra Søstrene Grene, 4 nøgler naturfarvet (farve 11), 3 nøgler rosa (farve 16) og 1 nøgle lavendelfarvet (farve 15), 1 hæklenål nr. 3, 1 monteringspude 50 x 50 cm. Jeg har købt denne ved Jysk, og den er med fyld af fjer, for det kan jeg bedst lide.

Mål: 46 x 46 cm.

Stribemønster:

3 rækker fastmasker i råhvid, 2 rækker kædemasker i lavendefarvet, 3 rækker fastmasker i råhvid, 4 rækker fastmasker i rosa. Jeg klippede ikke garnet efter hver stibe, men lod det løbe med op langs kanten af arbejdet.

Hækl 105 luftmasker med råhvidt garn.

1. række: start i 2. luftmaske fra nålen og hækl faskmasker række ud, vend med 1 luftmaske.

2. række: spring 1. maske tættet ved nålen over og hækl fastmasker rækken ud. Slut med en fastmaske i vendemasken fra sidste omgang, vend med 1 luftmaske.

Fortsæt i stribemønster indtil stykket er kvadratisk. Man er nødt til at tælle maskerne ret ofte, for der kan let "forsvinde" en maske, når man hækler rækkerne med kædemasker. Hækl et stykke magen til og hæft ender.

Sammenhækling:

Hækl en række fastmasker rundt om stykkerne fra retsiden. For at få ca. lige mange masker på siderne som i toppen og bunden hæklede jeg hver 10. og 11. maske sammen langs bund og top. Det blev til ca. 93-95 masker langs alle sider, men det præcise antal kommer sig ikke så nøje, blot du har nogenlunde det samme antal på alle sider. Hækl stykkerne sammen fra retten med kædemasker i de inderste maskeled. Jeg er doven, så jeg bruger ikke kræfter på at lave sindrige lukkeanordninger for at kunne få inderpuden ud. Jeg piller bare op, og hækler dem sammen igen, hvis betrækket skal vaskes - så er det indrømmet.