Hæklede grydelapper med julemønster

Disse grydelapper er hæklet i stangmasker, der er hæklet ned i mellemrummene mellem maskerne fra rækken før. Det gør, at de bliver mere faste, og teknikken gjorde det muligt at konstruere smalle harlekinfirkanter. Wow, der skulle jeg lige tænke mig om.
 
Jeg har valgt at lave grydelapperne dobbelte, så varmen ikke går lige gennem dem - og så har de også en fornuftig størrelse. 

 

Mål: 22 cm x 25 cm.

Materialer: bomuldsgarn, 8/4, f. eks. Infinity Hearts Rose i natur og vinrød, jeg brugte 1 nøgle natur og lidt mere end 1 nøgle vinrødt (resten af garne kan du bruge til at hækle gavebånd, se opskriften nedenfor), hæklenål 2,5. 
 
Start med at hækle 49 luftmasker med rødt garn. Pas på, at luftmaskerne ikke bliver for stramme.
 
1. række: (retsiden) hækl 1 stangmaske i 3 luftmaske fra nålen. Hækl stangmasker rækken ud. Der skal være 47 stangmasker plus de 2 vendeluftmasker fra starten af rækken. Vend med 2 luftmasker 
 
2. række: hækl 1 stangmaske i mellemrummet mellem de 2 første stangmasker, fortsæt  i de 2 næste mellemrum, men inden sidste gennemtræk på den 3. stangmaske skiftes til naturfarvet garn, hækl 1 stangmaske i natur garn, men inden sidste gennemtræk skiftes til rødt garn. Du hækler hen over den farve, som du ikke anvender. Pas på med at stramme garnet, som du hækler hen over for meget. Hækl skiftevis 3 røde og 1 natur stangmaske. Slut med 3 røde  stangmasker, hvor den sidste er i mellemrummet mellem 1 stangmaske og de 2 vendeluftmasker. Jeg hæklede den natur tråd med helt ud til kanten og trak den med op langs siden. Vend med 2 luftmasker. 
 
3. række: denne række starter med 2 røde stangmasker efterfulgt af 2 natur. Fortsæt således rækken ud, slut med 3 røde stangmasker, vend med 2 luftmasker. 
 
4. række: 2 røde stangmasker, 3 natur stangmasker, 1 rød. Fortsæt med 3 natur efterfulgt af 1 rød rækken ud. Slut med 2 røde stangmasker, vend med 2 luftmasker. 
 
5. række: 1 rød stangmaske, skift til natur garn og fortsæt med  natur stangmasker indtil de sidste 2 mellemrum. Her hækler du røde stangmasker. Der skal være 44 hvide stangmasker. Vend med 2 luftmasker. 
 
6. række: 2 røde stangmasker efterfulgt af 3 natur og 1 rød. Fortsæt med 3 natur og 1 rød rækken ud. Slut med 2 røde stangmasker, vend med 2 luftmasker. 
 
Fortsæt i mønster. Den 9. række skal kun bestå af røde stangmasker. Jeg hæklede hen over det hvide garn også på de røde rækker for at få ens fasthed.
 
Slut med 1 række røde stangmasker (også ned i mellemrummene), når du har hæklet 4 natur harlekintern i højden.
 
Montering:
Hækl fra retsiden en række fastmasker ned langs langsiderne. Hvis du, som jeg, synes, at det er svært at få arbejdet pænt, så kan man starte med en række kædemasker fra forsiden ned tæt på kanten for derefter at hækle fastmaskerne i det øverste led af kædemasken. Det giver en virkelig pæn og lige kant. Bemærk, at der kun skal hækles fastmasker langs langsiderne. 
 
Hækl stykkerne sammen med fastmasker to og to mod hinanden fra retsiden. Slut med en kædemaske i den første fastmaske på omgangen. Nu skal du hækle takkerne. Start med 2 luftmasker og 2 stangmasker ned i samme maske, spring 2 masker over og hækl en kædemaske i næste maske. Hækl 2 luftmasker, 2 stangmasker i samme maske. Fortsæt således rækken ud. I et af hjørnene hækler du en stop bestående af 18 luftmasker efterfulgt at 1 omgang kædemasker i hver luftmaske og så napper du endnu en omgang kædemasker, så stroppen bliver tilpas i tykkelse.
 
Rigtig god jul og god fornøjelse.

Hæklet gavebånd

Båndet hækles fra den smalle led. Jeg synes, at det var nemmere at overskue og styre længden på denne måde. Hvis du ligger inden med en rest bomuldsgarn, så kan man måske svinge sig op til at sige, at det er en bæredygtig gaveindpakning, især hvis båndet bruges flere gange.
 
Materialer: bomuldsgarn 8/4, hæklenål 2,5 eller 3.
 
Størrelse: bredde 1,2 cm, længde valgfri, men her 130 cm.
 
Start med 4 luftmasker
 
1. række: hækl 1 halvstangmaske i 3. luftmaske fra nålen, og hækl 1 halvstangmaske i sidste luftmaske, vend med 3 luftmasker
 
2. række: 1 halvstangmaske i den øverste af de 2 vendeluftmasker fra 1. række, vend med 2 luftmasker
 
3. række: 1 halvstangmaske i hullet, 1 halvstangmaske i den 2. af de 3 vendeluftmasker. Vend med 3 luftmasker. 
 
Gentag 2. og 3. række indtil båndet har den længde, der passer til din pakke. Hæft ender.
 
 
 

Så er det julenissetid

Disse nisser har jeg hæklet med inspiration fra en strikket nisse, som jeg har lavet for et par år siden. Du kan måske ane den på billedet til højre for de små nisser. Den var dimensioneret, så den passede til at gå ned over en stor sodavands-flaske. De her er små. Jeg har set andre nisser, som ligner disse, så jeg vil ikke påstå, at mine er unikke, men de er nu blevet lidt sjove alligevel.
 
Materialer: bomuldsgarn 8/4 i grå, beige og rød. Hvis du har garnrester, så kan de bruges. Der går ikke meget garn til en nisse, hæklenål nr. 2,5
 
Størrelse: højde 12 cm, diameter i bunden 6 cm 
 
Hækl 38 luftmasker med gråt garn. Saml dem til en ring med 1 kædemaske. 
 
1. - 4. række: hækle fastmasker i alle luftmasker. Slut ikke omgangen, men fortsæt med at hækle rundt, indtil der er 4 rækker
 
5. række: hækl 2 fastmasker, hækl de næste 2 fastmasker sammen. Fortsæt således rækken ud.
 
6. række - 7. række: fastmasker. Den sidste fastmaske sluttes med at trække det beige garn igennem de 2 tråde på nålen, så du kan starte næste række med beige garn på nålen.
 
8. - 10. række: fastmasker med beige garn
 
11. række: fastmasker med rødt garn
 
12. række: som 5. række
 
13. - 16. række: fastmasker
 
17. række: som 5. række
 
18. - 21. række: fastmasker
 
22. række: som 5. række
 
23. - 24. række: fastmasker
 
24. række: hækl 2 fastmasker sammen og fortsæt, indtil der ikke er flere masker
 
Hæft ender.
 
Næse : brug beige garn, og start med 5 luftmasker. 
 
1. række: hækl 1 fastmaske i 2. luftmaske fra nålen, hækl fastmasker rækken ud, vend med 1 luftmaske
 
2. - 4. række: fastmasker
 
Klip garnet og træk tråden gennem sidste maske. Sæt en uldnål på tråden og sy 1 sting i hvert hjørne og træk sammen, så du får en kugle. Sy næsen på i den beige stribe med et par sting.
 
Rigtig glædelig jul.

Hæklet julestjerne

Jeg går som regel ikke "all in" på jul, men for et par år siden hæklede jeg denne julestjerne, og i dag fik jeg skrevet opskriften ned. Det er et lille hurtigt projekt, og sådan gør du:

Materialer: bomuldsgarn 8/4, jutesnor og en hæklenål nr. 3
 
Start med 12 luftmasker og saml dem til en ring med en kædemaske.
 

1. række. Hækl 3 luftmasker (erstatter 1 stangmaske) efterfulgt af 23 stangmasker om ringen, i alt 24 masker. Slut med 1 kædemaske i luftmasken fra starten af omgangen. Jeg hækler hen over garnenden, så jeg ikke skal hæfte ender, men det bestemmer du helt selv.

 
2. række. Hækl 4 luftmasker (erstatter 1 stangmaske og 1 luftmaske), hækl 1 stangmaske og 1 luftmaske, gentag 23 gange og slut med 1 kædemaske i 3. luftmaske af de 4 luftmasker fra begyndelsen af omgangen. Nu er der 24 stangmasker med 1 luftmaske i mellem sig.
 
3. række. Hækl 1 luftmaske og 1 fastmaske i samme maske, 1 fastmaske i mellemrummet mellem stangmaskerne fra omgangen før, 1 fastmaske i næste stangmaske fra omgangen før. Gentag omgangen ud. Nu er der 48 fastmasker. Slut med 1 kædemaske i fastmasken fra starten af omgangen.
 
4. række. 1 luftmaske og 1 fastmaske i samme maske, *1 halvstangmaske, 1 stangmaske, 1 dobbeltstangmaske, 1 tredobbeltstangmaske, 2 luftmasker, 1 tredobbelt stangmaske i samme maske, 1 dobbelt stangmaske, 1 stangmaske, 1 halvstangmaske, 1 fastmaske *. Gentag fra * til * indtil der er 6 takker. Slut med 1 kædemaske i luftmasken fra starten af omgangen. Jeg er lidt i tvivl om, hvorvidt denne omgang er til at forstå, men der hækles en maske som angivet i hver af maskerne undtagen i de masker der danner hjørnet. Skriv til mig, hvis opskriften er svær, så vil jeg prøve at justere.
 
Jeg har ikke stivet mine stjerner, men det kunne være fint at gøre. Alternativt kan du spænde dem ud med knappenåle i spidserne på en skummåtte - eller bare lade være lige som mig.
 
Jeg har sat en jutesnor i spidsen på en af takkerne, så den kan hænge på juletræet. Det kunne også være sødt at dekorere julegaver med en stjerne.