Det her er et meget let sommerferieprojekt og et godt net til stranden. Jeg har hæklet masser af strandnet med huller i, men de er faktisk irriterende i forhold til at have nøgler og lignende til at stikke ud af hullerne.
Materialer:
5 nøgler plastikflaske garn fra Karen Klarbæk i forskellige farver. Jeg brugte sage green, dark old rose, light rose, dark linen og nature white. Rundpind nr. 5, 60 cm, evt. hæklenål nr 5. Der var meget lidt tilbage af det hvide garn. Hvis du får for lidt hvidt garn tilbage til hankene, foreslår jeg, at du også bruger de andre farver og strikker stribede hanke.
Mål: bredde 44 cm, højde 38 cm.
Slå 142 masker op på rundpind med grønt garn. Sæt en maskemarkør ved begyndelsen af omgangen og efter 71 masker for at markere siderne af tasken. Strik 17 omgange rundt i glatstrik/ret. Skift til rosa garn og strik 17 omgange, herefter 17 omgange med lyserødt garn efterfulgt af 17 omgange med beige garn.
Slut med 17 omgange hvidt garn, 1 omgang vrang og 4 omgange glatstrik. Luk alle masker af.
Vend vrangen ud af tasken og hækl tasken sammen i bunden med kædemasker. Hvis du ikke er gode venner med din hæklenål, så kan du sy tasken sammen i stedet.
Hæft ender og fold øverste kant om på vrangen. Den række, du strikkede vrang, er ombukningskant. Sy kanten til. Jeg var nødt til at tjekke hvor stramt, jeg syede. Der var tendens til, at jeg syede for løst, og det gav en kant, der flapsede - ikke pænt.
Vend nu retten ud. Tæl 22 masker ind fra højre sidesøm og saml 6 masker op med rundpinden i de næste 6 masker. Strik glatstrik indtil stroppen måler ca 52 cm. Tæl 22 masker ind fra venstre sidesøm og hækl stroppen fast ved at stikke nålen ind i kanten på tasken herefter ind i første maske på strikkepinden, slå om og træk tråden igennem. Fortsæt således eller sy stroppen fast i stedet. Strik den anden hank på samme måde. Hæft ender.
Jeg købte en pakke med 5 nøgler mohairgarn på tilbud hos min favorit garnhandler ByBek, der solgte ud af sit mohair garn. Det er derfor Fru Bek og co. der har valgt farverne, og det har hun/de gjort godt.
I samarbejde med Anna og hendes veninde Filippa blev garnet til dette halstørklæde i glatstrik.
Det er nødvendigt at spænde tørklædet ud, når du er færdig med at strikke, så det ikke ruller for meget. Det kommer sig ikke så nøje, hvis dine striber bliver kortere eller længere end vores/mine. Det eneste sted, hvor man skal være lidt nøjeregnede med garnmængden, er det rosa stykke efter den første smalle lyselilla stribe. Der skal være garn nok til, at den rosa stribe kan blive ca. 10 cm bred. Jeg måtte trevle op, fordi der var for lidt rosa garn tilbage.
Matrialer: 5 nøgler Soft Silk Mohair fra Knitting for Olive i farverne blommerosa, enhjørninglilla, kobbergrøn, rust og støvet aqua, stikkepinde nr. 4
Mål: bredde efter udspænding 50 cm, længde ca. 266 cm.
Slå 100 masker op med rosafarvet garn og strik 3 pinde drejet rib 1 ret, 1 vrang.
Fortsæt i glaststrik og strik striber således:
40 cm rosa inkl. rib
14 pinde lilla (5,5 cm)
10 cm rosa
23 cm lilla
14 pinde grøn
28 cm lilla
50 cm grøn
27 cm rust
14 pinde blå
20 cm rust,
15 cm blå
14 pinde rust
31 cm blå (inkl. rib, se nedenfor)
Slut med 3 pinde drejet rib, luk herefter af i rib. Skyl tørklædet forsigtigt op, pres så meget vand ud, som du kan. Rul det ind i et håndklæde og mas godt til på rullen, så så meget vand som muligt suges ud i håndklædet. Spænd tørklædet ud efter målene med nåle. Jeg bruger babymåtter i en slags skummateriale. Du kender dem sikker godt. De ligner store puslespilsbrikker. Lad tørklædet tørre helt, før du tager det af udspændingsmåtterne.
Mine hidtidige forsøg på at hækle en slipover har været komplet fiasko, som i fuldstændig katastrofalt grim og med dårlig pasform. Det er faktisk lidt ufatteligt, at jeg havde motivation til at prøve med en mere enkel konstruktion, men det gik heldigvis meget bedre, hvis jeg selv skal sige det.
Materialer: Drops Alpaca Boucle og strømpegarn, hæklenål nr. 10, 3 maskemarkører.
Desværre har jeg ikke helt styr på garnforbruget, da jeg hæklede i garnrester fra lageret, men slipoveren vejer ca. 200 gram. Jeg tror, at det svarer til 3 nøgler boucle og 2 nøgler strømpegarn.
Mål: overvidde 96 cm, længde 55 cm. Hvis du vil hækle i en større størrelse, så kan du slå yderligere 6 luftmasker op og gøre bærestykkerne 2 masker større, men prøv dig frem.
Denne slipover hækles nedefra og op. Først hækles rundt i ring med vending efter hver omgang, så mønsteret bliver ens i forhold til bærestykket, som hækles frem og tilbage.
Start med 72 luftmasker med 1 tråd i hver kvalitet, saml maskerne til en ring med 1 kædemaske og slut med 1 luftmaske.
1. omgang: hækl fastmasker hele vejen rundt, slut med 1 kædemaske i luftmasken fra begyndelsen af omgangen, vend med 1 luftmaske.
2. og 3. omgang: som 1. omgang. Dog slutter du 3. omgang med 2 luftmasker, vend.
4. omgang: stangmasker hele vejen rundt. Slut med 1 kædemaske i den øverste af de 2 vendeluftmasker fra starten af omgangen.
Placer en maskemarkør på forsiden, så du har styr på den.
Gentag mønstret, indtil stykket har den længde, du gerne vil have. Jeg har hæklet mønstret 6 gange, og mit stykke måler 28 cm. Bryd garnet.
Nu skal du hækle frem og tilbage. Placer en maskemarkør i hver side, så der er 36 masker på henholdsvis forstykke og bagside.
Bagerste bærestykke:
Start i 5. maske fra maskemarkøren og hækl fastmasker, indtil der er 4 masker til næster markør. Du skal gerne have 28 fastmasker, vend med 1 luftmaske og fortsæt i mønster til bærestykket måler x cm. Jeg sluttede med de 3 rækker fastmasker, og bærestykket måler 27 cm.
Forreste bærestykke hækles på samme måde som bagerste.
Du hækler eller syr skuldersømmen sammen over 7 masker. Jeg hæklede stykkerne sammen med kædemasker fra forsiden i bagerste maskeled på henholdsvis forstykket og bagstykket.
Ærmekanter:
De er nødvendige for pasformen. Jeg ville egentlig gerne have undgået dem, men så sad slipoveren bare ikke rigtig godt på mig.
Start ved en maskemarkør, fæst garnet og hækl 5 luftmasker. Hækl 1 halvstangmaske i 3. maske fra nålen og fortsæt med 1 halvstangmaske i hver af de 2 næste luftmasker. Slut med 1 kædemaske slipoveren, og yderligere 1 kædemaske op langs ærmegabet. Vend arbejdet, så du kan hækle tilbage i de 4 halvstangmasker. Du skal hækle i bagerste maskeled, og vend med 2 luftmasker. Fortsæt således hele vejen rundt i ærmegabet. Sy eller hækl ribben sammen, når du når rundt til start, men inden du gør det, så prøv lige slipoveren på for at tjekke pasformen af ærmekanterne. Jeg måtte have det ene op igen, for de var ikke blevet helt ens I første forsøg.
Der findes YouTube-videoer, hvis du synes at min instruktion i forhold til ærmeribben er sort snak.
Rigtig god fornøjelse.
Seneste kommentarer
14.10 | 09:01
Hej Pernille, tak skal du have. Jeg tror, jeg anvendte nål nr 6. Garnet er coastgarn, og her vil man nok almindeligvis bruge nål 3 - 3 5. Mvh Marianne
05.09 | 05:27
Hej Hanne, bogen hedder Hæklerens uundværlige mønstersamling. Mvh Marianne
14.10 | 08:32
Hej Surecitroner.
MEGA flot tæppe !! hvilket nummer er "kraftig hæklenål" ?
01.09 | 08:30
Hvad er det for en bog "mønsterbogen"?